Hej - jeg hedder Anette, er forfatter og bruger det meste af min tid på at udvikle og skrive historier til både børn og voksne. Jeg har dog også skrevet en selvhjælpsbog SUPERWOMAN ER EN FØLELSE og det er den, og de emner, som bogen handler om, jeg tager op på denne hjemmeside.

I boksen herunder kan du læse nogle tørre facts om mig. Hvis du scroller længere ned, kan du også komme med om bag facaden og få indblik i historien bag det hele. Alting er nemlig ikke altid så lyserødt, som det måske ser ud på overfladen.

Det er mit håb, at jeg med bogen og hjemmesiden her kan inspirere dig til mere livskvalitet – hvad det så end måtte være for lige netop dig. 

Tak, fordi du kiggede forbi og god fornøjelse!

Anette Ellegaard strand vinter polaroid
selvhjaelpsbog_anette_ellegaard

F A C T S    O M    A N E T T E    E L L E G A A R D 


  • Født 1967 på Vesterbro i København, opvokset på Amager nær Holmbladsgade, med en enkelt afstikker til Nordsjælland i teenageårene.
  • Gift, mor til 4, bor på landet og har høns, ænder, drivhuse og skurvogn.
  • I 2002 uddannet læge fra Københavns Universitet og har primært arbejdet i psykiatrien både på åbne og lukkede afdelinger, i distriktspsykiatrien samt som konsulent på psykiatriske bosteder.
  • Som freelancejournalist skrevet adskillige populærvidenskabelige artikler om parforhold og selvudvikling, bl.a til Jyllandspostens tillæg, "Viva," men har også snuset let til forskningen og skrevet en videnskabelig artikel til "Ugeskrift for Læger" om brug af smartphone apps i psykiatrien samt en kasuistik om bipolar lidelse.
  • Mange års erfaring med samtaleterapi og er uddannet i kognitiv terapi, NLP samt motiverende samtaleteknik, og har også indgående kendskab til bla. gestaltterapi, SE-terapi og mindfulness.
  • Var i 1995-1996 udsendt på Danida-finansieret sundhedsprojekt i Bolivia.
  • Arbejder aktuelt kun en dag om ugen som læge i en kommunal stilling, resten af tiden bruger jeg på min forfatterkarriere.

​Men listen har ikke altid været så lang.

(​Læn dig tilbage i stolen - nu kommer der en historie ...)

selvudvikling_anette_ellegaard

Vi starter alle sammen et sted

Året er 1990. Jeg er 22 år gammel, mor til en dreng på halvandet og bor i en lejlighed på Amager. Der er sølvfisk i skabene, bananfluer i køkkenet og brugte bleer smidt tilfældigt på gulvet. Det er næsten seks år siden, at jeg blev anbragt uden for hjemmet af kommunen, og om få måneder vil jeg opdage, at jeg igen er blevet uplanlagt gravid, men det er jeg endnu lykkeligt uvidende om.

I to år har jeg været tilmeldt lægestudiet, men jeg skammer mig over at kalde mig medicinstuderende, for i praksis har jeg ikke studeret. I stedet har jeg tre gange fået dispensation til at starte forfra.

Jeg ligger på sengen og tuder. Jeg forstår ikke, at det skal være så svært. Hidtil har jeg kunnet skøjte gennem uddannelsessystemet uden den vilde indsats, og alligevel er det gået godt.

Men det gør det ikke mere, og nu har smerten og skammen over at hænge fast vokset sig ubærligt stor. Den sidder i mit bryst, gnaver og er umulig at fjerne, præcis som den ugle, jeg har i mit hår, og som jeg for længst har opgivet at rede ud.

Jeg føler mig som en taber. Som en fiasko. Som én, der bare ikke dur eller kan det samme som andre.

ung mor spiser is - anette ellegaard
selvudvikling_lilla_blomster

Var jeg dum? Var jeg en taber? Var der noget galt med mig?

Nej. Vi kommer alle sammen ind i voksenlivet med forskellig bagage. Nogle er så heldige at få en værktøjskasse med velfungerende redskaber med  - hvordan de skal passe på sig selv, begå sig socialt, styre deres økonomi osv. Andre bliver sendt afsted uden noget eller med redskaber, som er totalt ubrugelige. Jeg hører tilfældigvis til den sidste kategori.

Men den dag i 1990 skete der noget. Den dag opdagede jeg nemlig, at det ikke behøver at være sådan. Drevet frem af skammen, som jeg for alt i verden bare ville have til at gå væk, besluttede jeg at gøre noget andet, end jeg plejede.

Noget, som endte med at få vidtrækkende konsekvenser for resten af mit liv.

blomster, der muntrer op
selvhjaelpsbog_anette_ellegaard

*

Du vælger ikke selv, hvor du kommer fra. Men du vælger, hvor du vil hen.

*

Strategien, der ændrede alt

Det, jeg gjorde (og i dag lyder det såre banalt og simpelt, men det var det ikke for mig dengang), var, at jeg lagde en strategi. Jeg indså, at smerten ville ikke gå væk, før jeg flyttede mig, og at det betød, at jeg skulle bestå den kommende anatomieksamen. Min sædvanlige måde at klare mig på, havde været at komme sporadisk til undervisningen og at læse lidt hist og pist, men situationen havde med al tydelighed vist, at det ikke længere virkede.

Så i stedet for at gøre, som jeg plejede, satte jeg mig ned og lavede en plan. Jeg havde aldrig hørt om SMART-mål, jeg havde aldrig læst en selvhjælpsbog, men jeg havde levet i 22 år, og jeg var klar over, at min plan måtte tage højde for det, som ville kunne forhindre mig i at gennemføre. Jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at jeg både er meget utålmodig og nemt kommer til at kede mig, og jeg havde også nogle erfaringer med ting, der var lykkedes, og ting, der ikke var. Alt det kogte jeg sammen til en strategi, og så gik jeg i gang.

Og resultatet udeblev ikke. Et par måneder senere var jeg til eksamen, fik 11 og oplevede for første gang i mit liv, at jeg havde sat mig et mål og nået det.

---> 10 år senere ...

Året er 2000. Jeg er 32 år, mor til tre, bor i et idyllisk bondehus på landet, er blevet gift, har høns, spiser hjemmebagte boller og dyrker mine egne grøntsager. I løbet af de sidste ti år har jeg boet og arbejdet i Bolivia, bestået nogle-og-tyve eksaminer og mangler kun et halvt år for at kunne kalde mig læge.

Der er fjorten dage til, at min første bog, ungdomsromanen Indigo, udkommer på forlaget Høst og Søn, og om en måned vil jeg opdage, at jeg er uplanlagt gravid med barn nummer fire, men det er jeg lykkeligt uvidende om endnu.

Den strategi, der i 1990 hjalp mig til at bestå min anatomieksamen, har jeg malket til det yderste i min længsel efter opnå alt det, jeg altid har drømt om, og nu sidder jeg ved mit skrivebord med et eksemplar af min nytrykte bog foran mig. Ved siden af den ligger en stak fotos, som jeg netop har hentet fra fremkaldelse.

Og så sker det. Jeg bliver i stand til at træde ud af mig selv. Det kommer pludseligt, og fordi der er fire år til, at facebook bliver opfundet, og otte år til at jeg får en profil derinde, så er det helt nyt for mig at se på mig selv med andres øjne.

Men det er det, jeg gør. Den sensommerdag i 2000. Jeg ser på mig selv, og jeg ser på mit liv, og jeg kan se, at det ligner noget fra et dameblad.

Og jeg er i chok.

For havde jeg læst en artikel om en anden kvinde med præcis de billeder, dén bogforside, og netop dét idylliske bondehus, så havde jeg slugt det hele råt og tænkt, at hun måtte være lykkelig. 

Men det er ikke en anden kvinde. Det er mig selv, og jeg er overhovedet ikke lykkelig.


selvhjaelpsbog_have_hygge
selvhjaelpsbog_anette_ellegaard

Jeg var blevet en maratonløber, som aldrig kom i mål

Det kunne godt være, at jeg på det ydre plan så ud til at have succes, men indeni følte jeg mig stadig som en fiasko. Jeg var måske nok blevet i stand til at overkomme en hulens bunke på samme tid og til at sætte mig mål og nå dem i rekordfart, men det føltes ikke, som om det var noget værd. For når sådan en taber som mig kunne klare det, så kunne det jo i virkeligheden ikke være så svært, vel?

Så i stedet for at føle mig glad og stolt over alt det, jeg havde præsteret, så havde jeg gjort mig selv til en maratonløber, der aldrig kom i mål, fordi jeg hele tiden flyttede målstregen.

blomster, der muntrer op

*

Det er aldrig for sent at få en god barndom.

C.G. Jung

*

Hvad det alt sammen endte med ...

Den dag i 2000 besluttede jeg, at det skulle være slut med at slå mig selv oven i hovedet. Jeg satte mig for helt systematisk at finde ud af, hvad der skulle til for, at jeg blev mere tilfreds. For der var ingen tvivl om, at det havde givet mig meget at opleve, at jeg var i stand til at realisere mine drømme, men det var bare ikke nok. Jeg var på en eller anden måde nødt til at lære at se på mig selv med nogle mere tidssvarende briller.

Så jeg begyndte at kortlægge, hvad jeg havde gjort for at nå mine mål, hvorfor jeg havde eftertragtet dem og hvad det var for følelser, jeg havde jagtet. Jeg begyndte også at mærke. Det havde jeg selvfølgelig gjort før, men nu gjorde jeg det på en ny måde, og jeg blev bevidst om, hvad det var for illusioner, jeg havde haft, og hvordan jeg kunne blive bedre til at nyde mine sejre, anerkende mig selv og høste frugterne af alt mit arbejde.

At det ville ende ud i, at jeg skrev en selvhjælpsbog, havde jeg aldrig forestillet mig, men det var det, der skete. I 2005 udgav jeg SUPERWOMAN ER EN FØLELSE, som indeholder al den knowhow og alle de redskaber, jeg ved, virker, når du både vil realisere dine drømme og have dit selvbillede til at følge med.

selvhjaeplsbog


PS. Kan du ikke vente?

Så kan du allerede nu få fingrene i bogens workbook samt lydfilerne til fantasirejserne

Snip-snap-snude - nu er historien ude ...

Men du kan læse meget, meget mere af samme skuffe i SUPERWOMAN ER EN FØLELSE.

Jeg håber, vi ses igen!